Gulvafslibning

Firma sliber nyt liv i gamle gulve

Videbæk Gulvafslibning giver gulve, bordplader, trapper og bundstykker en kærlig hånd, både når det gælder slibning, lakering og behandling.

Der er både slibemaskiner og smil med i firmabilen, når Videbæk Gulvafslibning kører ud til kunderne for at slibe, lakere eller høvle nyt liv i gamle gulve.
Vi kan gøre et slidt, gammelt gulv så godt som nyt, siger Henning Pedersen, som er grundlæggeren af firmaet. Det er 13 år siden, han startede firmaet, efter han allerede havde arbejdet inden for branchen i mange år – og den mængde erfaring gavner kunderne.

Vi ved, hvad der kan lade sig gøre, så når kunderne kommer med ønsker, kan vi vejlede og give gode råd, siger Henning Pedersen, som indtil i foråret var eneindehaver af gulvfirmaet.

I februar fik han sine to sønner som medindehavere. De har ligeledes en del erfaring inden for branchen, da de i flere år har været med i firmaet, hvor de sætter en ære i at levere et ordentligt stykke arbejde.

Vi har altid et smil på læberne, når vi kommer ud til kunderne, og så laver vi et godt stykke arbejde, siger Morten Pedersen, som er den ene af sønnerne.

For at nå godt i mål med arbejdet er den gode dialog med kunden vigtig.
Vi er nødt til at spørge ind til kundens ønsker, så vi ved, hvordan vi skal gå til opgaven, siger Morten Pedersen, inden Henning Pedersen supplerer:
Vi er samtidig ærlige omkring, hvis vi ser et gulv, hvor det ikke kan betale sig at slibe – også selvom det betyder en arbejdsopgave mindre for os.

Henning Pedersen er glad for, at sønnerne er blevet medejere af firmaet, som de skal drive videre, når han selv stopper engang.
De følger nok automatisk lidt mere med tiden og udviklingen i faget, siger Henning Pedersen.

Sammen med sønnerne har han lige investeret i nyt udstyr, som er til glæde og gavn for kunderne og firmaets ansatte. Det nye udstyr sikrer, at firmaet kan slibe 95 procent støvfrit, forklarer indehaverne.

Det giver en pænere finish, så kunderne får et bedre slutprodukt, fortæller Thomas Jæger, som også er søn af Henning Pedersen.
Foruden Thomas Jæger, Morten Pedersen og Henning Pedersen er der en ansat i firmaet. De søger dog en mand mere til firmaet, som har nok at se til.
Man skal kunne arbejde selvstændigt, hvis man skal ansættes i firmaet, fortæller Henning Pedersen. Og man skal sætte en ære i at levere et stykke kvalitetsarbejde. Det gør vi nemlig, supplerer Morten Pedersen.

Kontakt os for mere information om gulvservice

Her på hjemmesiden kan du orientere dig om valg af gulvafhøvling, efterbehandling (olie, lak, lud og sæbe). Vi står altid klar til at håndtere din gulvopgave, så kontakt os for vejledning og for et uforpligtende tilbud

Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive for at høre mere om mulighederne. Vi kan kontaktes enten på telefon 22 27 22 45 eller e-mail salg@videbaekgulv.dk